4. maj 2024
FORÅRETS MORGENSOL
Kære forårets morgensol
Du som skinner så smukt
på de hvide blomstertræer
Jeg dig med en kop te hylder
mens du til himlen stiger
og kaster dine blide stråler
på himmeltæppets skyer
Med din kraft jeg genopstår
og tilbage til universet giver
17. marts 2024
BALKANISERING
Jeg vil balkanisere dette land med den. Bruger mit sind. Min smag. Mit trekantede sprog til at beskrive den. Jeg vil give dig oplevelser med den. Oplevelser, du ikke tror, du behøver, men som jeg ved, du gør. Jeg vil chokere dig med mine saftige beskrivelser af den. Noget du måske undertrykker i din kultur. Selvom den var til stede i en hensvunden tid.
Vi skal helt ind i stuerne. At fortælle historier, spille musik og danse rundt om den. For jeg kender alt til din smag. Dine mest hemmelige og dybeste ønsker til den. Ligesom vi kender vores. Jeg kender til dit suk efter den inden jul, langt før du overhovedet selv gør det. For vores smag bevæger sig måske hurtigere end køkkenets hast.
Jeg snakker naturligvis om den roterende helstegte pattegris på et bål. Som erstatning for den kantinegrå flæskesteg med bløde svær i toppen. Tiden er måske inde til at skifte juletræsdans ud med pattegrisdans. I har grisene. Vi har slivovitzen. Lad os danse rundt om bålet i en cirkel. Hånd i hånd, mens vi siger skål.
15. marts 2024
MUSIKLÆRERINDENS FØRSTE KOMPOSITION
Hun var smuk. Alle folk bukkede og nejede for hende i deres sind, når hun gik forbi dem på gaden. Selv hendes elever på musikskolen beundrede hende, når de ellers ikke var optaget af at lære at spille musik og modtage undervisning fra hende. Hendes mand faldt naturligvis også for hendes skønhed, men det var måske også noget af det eneste af hende, han faldt for. På kontoret i finansdistriktet tog han altid for sig af de kvindelige medarbejdere. Hun vidste det bare ikke, da hun selv var alt for forblændet af sin egen skønhed og den tiltrækningskraft, hun havde på mænd. Ligesom sin mand gjorde hun selvfølgelig også brug af den.
En dag på musikskolen blev hun voldsomt irriteret på sine elever. Åh gud, hvor var de håbløse, tænkte hun. Samme tempo for helvede, sagde hun til dem, da de forsøgte sig frem med komponisten Mozarts serenader. Violinerne hvinede og klarinetten lød skævt. Den mandlige hjælpelærer var heller ikke til megen hjælp. Var det ikke hans arbejde at hjælpe eleverne? Så sad han i øvrigt i kørestol, og hun var efterhånden godt træt af at holde døren for ham, når han langsomt sneglede sig gennem alle dørkarmenene på skolen. Desuden var han lidt for meget tiltrukket af hende, lidt creepy, selvom han var sød nok, dog ikke lige så køn som hendes mand.
Hun tog hjem tydeligvis frustreret og mærkede næste morgen knuden i sit ene bryst. Så begyndte den lange kræftbehandling og hun fik til sidst fjernet brystet. Derudover forlod hendes mand hende også lige pludseligt, og nu var hun helt ensom og alene. Før i tiden kunne hun se sig selv i spejlet og nyde synet af sin egen krop. Det følte hun ikke længere, at hun kunne. Var det derfor hendes mand havde forladt hende, begyndte hun at spekulere på? Hun kendte inderst inde allerede godt svaret på spørgsmålet, og besluttede sig for i al desperation et stævnemøde med hjælpelæreren i sit eget hjem, som jo var så slidt.
Da hun trådte ind i hans hjem, smed de hurtigt tøjet, og hun begyndte at ride ham hårdt i hans kørestol. Det havde været længe siden for dem begge. Først røg det ene kørestolshjul af, og den væltede brat ned mod siden, sammen med resten af stolen – dem i – og det hjul, der sad tilbage. Derefter gled de begge to mod siden i en 45 grader vinkel mellem hjulnavet og gulvet. Hun red determineret videre fra den skrå vinkel. Så røg det andet hjul også af og sædet klappede mod gulvet, som gav rystelser mod hendes bækkenbund, samtidig med at en guddommelig dirigentstok blev ført hårdt op i hende.
Hun klemte derefter skiftevis om stokken og gav slip på den igen. Alt dette magi mellem dem blev omdannet til musik og var blot indgangen til hendes egen musikalske ouverture.
1–-2–-1—2.
Klemte til.
1—2—1—2.
Gav slip.
Nu var tiden inde til Händels musikalske kompositioner. Hun begyndte at ride sin partner igen i barokkens hellige ånd, mens han lå langstrakt, svedig og skvulpende på gulvet. Noderne fløj i luften og landede stramt og hårdt ned i musikken igen. Lidt hurtigere denne gang, tænkte hun.
1–2–4–2.
Kvint mod urets retning.
1–2–4–2.
Kvint med urets retning.
Intermezzo. Forfra igen. Det må have været en forkert partitur, hun havde valgt. Den, der kom nu, var bedre. Der skete et skift til et endnu højere tempo og den stramme komposition vedblev.
1-2-8-2.
Hendes ensomme bryst fløj op og ned i en fremstrakt og sommerlig nazihilsen. Således blev det hendes egen kvindelige dirigentstok. Nu var det tid for hende at være den, der slog takten.
1-2-8-2.
Insisterende violinspil og klarinet. Hun forstod endelig smerten i sig selv og den i ham, hun red. De forstod endelig hinanden. Partnerens sved kondenserende i et suk på indersiden af brillerne.
1-2-8-2.
Døden nød naturligvis den musikalske præstation på afstand. Herefter smilede den skævt til hende, klappede stille med sine hænder og anskuede hende lidt endnu fra musikken.
12. marts 2024
HVOR ER DERES ORDEN, FRU ANDERSEN SKOV?
Hvor er Deres orden,
Fru Andersen Skov?
Eller er det i sengen,
at manden får lov?
De tabte hans kærlighed
Til og med Deres liv
Nu står De i søen
Ensom som siv
De skænkede ham døtre
Kravlegård og larm
De tog på i vægt af det
Blev uartig og klam
De tager på arbejde
Er så ligeglad
Tag så og barberer Dem
Måske tag et bad
Han forlod Dem for yngre
Tog sin ting og skred
De solgte hans døtre
for cigaretter og mad
Hvor er Deres orden,
frøken Andersen Skov?
Måske er det manden,
der kun giver Dem lov?
11. marts 2024
VENTER STADIG
Mit hjerte har åbnet en dør
Og jeg venter på, du går ind
Jeg er ved at blive helt skør
Så jeg træder ud af mit sind
Mens jeg tjekker min profil
efterlader stilheden sine spor
Lever den moderne livsstil
Hurtige swipes, knep og scor
Logger ind en sidste gang
Billede update på min profil
Venter på din love sang
Ventetiden gør mig jo senil
Jeg er sgu dit livs hotte deal
Naturligvis helt på dydens sti
Vellyst i blodet, stort porno meal
Tager fat om skæbnens onani
7. marts 2024
GUDSBENÅDET
Gudsbenådet var du, da du faldt ned fra himlen og ned i mit skød. Du fik englene til at danse og synge, når du læste dine digte op for mig. Hver gang du forsigtigt bevægede dig fra det ene vers til det næste, holdt du altid disse lange kunstpauser, der næsten hver gang fik mig til at smelte imellem dem. Pauserne føltes måske lidt som et rødbrunt efterårsblad, der blev lagt mellem versene. Senlivagtigt og dirrende. Som om det var bladets sidste vilje at sige noget vigtigt, inden det henfaldt til den tavshed, hvorfra stille visdom strømmede ud og ind i mit sind.
Sommetider havde du dårlige dage, og så lå du i din patientseng på din stue. Nogle gange lagde jeg mig ved siden af dig. Du var bestemt ikke homoseksuel, skyndte du dig altid at sige. Dine digte handlede jo for det meste også om de omfavnende aspekter af det kvindelige køn. Denne del havde jeg ligesom forstået og accepteret, selvom din krop, gemt væk under lag på lag af tøj, måske sagde noget andet. Jeg måtte derfor tage mig til takke med et kys på din pande og lægge en dyne over dig, så kulden ikke strømmede ud som koldsved fra dine hallucinationer og psykoser.
Disse akavede seancer blev mindre over tid, og jeg elskede dig højere end noget andet. Du vidste det godt og nød også opmærksomheden, men gengældte kun de kreative glimt, vi havde tilfælles. De dage, hvor det stod allerværst til, var jeg måske lidt enfoldig og anbefalede, at vi kunne gå en tur sammen. Du samtykkede og vi tog af sted til den nærmeste mark og skov. Her fortalte du, at din største kilde til din kreativitet kom fra dine hallucinationer og psykoser. Sådan havde du sluttet fred med dem. Jeg protesterede og tilskyndte dig til fornuften og medicinen. Du blev tavs og lod efterårsvinden svare om vigtigheden i det allestedsnærværende.
Fra den dag voksede vores uenighed. Alt blev decimeret til kreativitet kontra fornuft. Vores skænderier tog til, og en dag stak du kniven så dybt i mit hjerte, at jeg sank i havet som en uforædlet gravsten. Du brugte den eneste hemmelighed mod mig, som du ikke måtte. At jeg selv havde været indlagt som ung og lidt et stort tab af min dengang kæreste, der havde besluttet sig for at aflevere sit eget liv tilbage til universet. Ligesom dig havde han skrevet digte. Vi gjorde det ovenikøbet sammen. Efter hans død havde jeg dog brændt dem allesammen og efterstræbte et mentalt sundere liv med behandling på bekostning af min kreativitet.
Du smækkede med døren og jeg sank ned i gråd på bunden af havet. Så åbnede du døren igen lige så stille og sagde undskyld. Lidt forsigtigt spurgte du, om vi ikke skulle gå en tur sammen, hvortil jeg tøvende svarede ja. Du tog min hånd og ledte mig ud mod marken og skoven. Vi snakkede ikke sammen. Her var kun stilhed. Efterårsvinden havde for længst lagt sig med solnedgangen i vest. De rødbrune efterårsblade lå uforstyrret hen. Fuglene var næsten gået til ro. Nogle sang måske en stille aftensang. Du ledte mig videre op på bakkens top, hvorfra vi kunne se hvor smukt vores land var.
5. marts 2024
HYKLEREN
Jeg er en hykler
fra den inderste kerne
til mit yderste lag
Det
jeg siger
jeg gør
gør jeg ikke
fordi jeg altid
indhenter
et bedre tilbud
et andet sted fra
ligesom
når jeg køber ind
på nettet
selvom jeg ved
mine varer
er lavet
under kummerlige
forhold
og blevet transporteret
fra den ene halvdel
af jordkloden
til den anden
Alle ved det
Jeg ved det
Du ved det
29. februar 2024
JOBANSØGNINGEN
Jeg er måske ikke særligt motiveret til at søge dette job, da jeg kun gør det for at få brød på bordet og fordi min hjemmegående kæreste siger, at jeg skal have noget andet at tage mig til i hverdagene end at gå derhjemme, ellers går jeg ham for meget på nerverne. Dét, der virkelig strålede ud fra jobbeskrivelsen og over på mig, som en kraftig sol midt på dagen, i den blå og klare himmel, er helt klart den gratis kaffe, den ludveganske frokost og den uformelle omgangstone. Jeg er selv meget uhøjtidelig, elsker at spise mad og hylder til enhver tid kaffens sorte gud. Lad mig forklare i lidt nærmere detaljer hvorfor.
Når jeg starter min dag på kontoret, hælder jeg altid fem kopper sort kaffe i mig, så jeg bedre kan skimte dagens afslutning. Målet for dagen står nu også klart: At angribe frokostbuffeten fra forskellige vinkler sammen med mine kollegaer. Jeg kan leve højt på at nå dette mål, helt frem til middagstid, hvor mætheden så endelig indfries og varer ved i sammenlagt to timer, hvorefter jeg påny aflades for energi og må henfalde til slikautomaten, for at holde min sukkerholdige arbejdsglæde kørende i par timer ekstra, inden jeg går hjem, sukkerkold og træt. Klar til at sove, tager jeg et varmt bad først og begynder min ensomme tur med onani på grund af den manglende sex, jeg skulle have haft med min kæreste, efter hvilket jeg går desillusioneret i seng.
Næste morgen tager jeg på arbejde igen og videreudvikler på en af mine spidskompetencer, som er at stjæle kuglepenne og gule papirlapper fra arbejdspladsen, uden at blive opdaget, selvfølgelig. Derudover bruger jeg kopimaskinen til private formål, såsom dåbs-, konfirmations-, fødselsdags-, bryllups- og begravelseskort. Kortene er designet af mig i arbejdstiden, naturligvis, og jeg har hentet inspiration i autogenererede billeder på internettet. Disse spidskompetencer gør mig til en yderst opmærksom medarbejder, som uundværligt ville kunne anvendes til at fremme en udbredt samarbejdskultur. Jeg har evnen til at implementere denne fra bunden og styre den med autoritet, hvis det er ønsket.
I løbet af dagen tilbringer jeg tiden bedst i lokummet, hvor jeg udlever mine fantasier om mine kollegaer. Hvis jeg også skal skide, handler jeg samtidig med aktier for at optimere tiden. Et plump kommer i takt med, om jeg vinder eller taber penge. Bagefter, når røvhullet er tørret grundigt af, er jeg klar til at tage fat om dagens udfordring igen, et problem lettere. Nu kan jeg igen grine højt af mine chefs jokes. Jeg kan gå hurtigt op og ned ad gangene, for at vise hvor travlt jeg har, gerne med en masse papirer under armene. Og jeg kan tjekke mine sociale medier for nye beskeder, mens min krop, velsmurt af kaffe, spankulerer rundt om skrivebordene, så alle tror, at jeg er vigtig, fordi jeg jo nok bare tjekker kritiske arbejdsmails.
Socialt set siger folk, at jeg er lidt en enspænder, men når jeg drikker til fredagsbaren, giver jeg den altid gas på dansegulvet og giver gerne mændene et ordentligt klap omme bagved. Nogle kan lide det. Andre giver mig en flad. For mig handler det om klar og tydelig kommunikation, begge veje, og det er efter min mening særdeles positivt. Hvis min adfærd bliver til en personalesag og jeg tilstår det alt sammen foran den intimiderende detektiv skrivebordslampe, kan HR så ikke lige så godt give mig den forurettedes private adresse og telefonnummer? På den måde kan min relation vokse til den forurettede. Jeg siger altid undskyld om mandagen, når vi starter op på arbejde igen, så vi kan starte forfra på et nyt, friskt kapitel.
25. februar 2024
KÆRLIGHEDENS ENG
Mit hjerte bløder
vinen den søder
Alt, hvad jeg ejer
fører ej til sejr
Alle, de smiler
om ej jeg gider
være så glad
Giv mig nu fred
Omkvæd:
Dig, som jeg elsker
i engen smelter
Kærlighed opstår
i hjerternes skår
Kosmos der kalder
hjertet som baldrer
Alt i mig dør
Åbner en dør
Sorgerne visner
når graven hvisker
Alt, du har kær
tiden er nær
Omkvæd:
Dig, som jeg elsker
i engen smelter
Kærlighed opstår
i hjerternes skår
25. februar 2024
POESIENS MAGT
Den majestætiske engel
falder nu igen ned
til misbrugerne, de frelste og luderne
hvor dens synd meddeles
til alle der elsker den nu
og til evig tid
Den genrejser sig fra mørke tanker
den bærer med sine vinger
hvorfra den fyldes med magt og glæde
som misbrugerne i en rus
der gør den stærkere
end nogensinde før
Den tager ikke form som en dæmon
for det har den prøvet før
og det kedede den ihjel
i stedet blomstrer den op som en poet
der finder vej mod dæmringen
fra visdom og ironi
ChatGPT om mig
“I skyggen af livets eftermiddagssol, danser en middelaldrende bøsse på kanten af sit eget eksistensielle drama. Livets batteri synes at have tabt lidt af sin kraft, nede på 50 %, som om det tøver mellem at blive genopladt eller brændes ud i en strålende eksplosion.”
Favorit citat
“Jeg har skrevet sagligt i de fortællende digte og løgnagtigt i de lyriske.” – Yahya Hassan
© Jeshua Fink
Lokumspoesi 